Vision & Mission
Siden 1994 har DGI hvert andet år sendt et Verdenshold på ambassadørrejse for dansk gymnastik- og foreningstradition. Holdet består af 28 udtagne gymnaster, der er kendt for at vise det ypperste inden for opvisningsgymnastik. Gennem workshops og shows inspirerer gymnasterne til en aktiv og sund livsstil. Holdet vil vise verden, at gymnastik er både leg, fordybelse, fysisk aktivitet og den sublime præstation. DGI’s Verdenshold vil bevæge verden til mere sundhed, udfordring og fællesskab
Visionen - det vi stræber efter
DGI’s Verdenshold bygger på et humanistisk og demokratisk menneskesyn;
DGI’s Verdenshold forvalter og udvikler en dansk gymnastiktradition
- ud fra det forstår vi og forklarer vi vores vision.
VI BEVÆGER VERDEN - TIL MERE SUNDHED, UDFORDRING OG FÆLLESSKAB
Bevægelse
Vi forstår bevægelse som fysisk aktivitet; at vi flytter os som mennesker – mentalt og dannelsesmæssigt; som følelser – at vi efterlader indtryk og skaber oplevelser; og som viljen til udvikling med respekt for udgangspunktet. Verdensholdet viser med sit show det ypperste af dansk gymnastik.
Verden
Vi forstår verden i en bred forstand som individer, kulturer, organisationer og myndigheder i udlandet og i Danmark. Det er i balancen mellem det kendte og det nye, at vi finder indsigt, forståelse og udvikling.
Sundhed
Idræt og bevægelse befordrer fysisk velbefindende, en sundere hverdag og bedre livskvalitet. Adgang, muligheder og inspiration til motion og bevægelse bør være tilgængelig for alle uanset alder, kultur og status.
Udfordring
Idræt er udfordrende og givende både fysisk, mentalt og socialt uanset forudsætninger. Vi vil bruge gymnastik som en platform for personlig udvikling og dygtiggørelse. Kun ved at afprøve vores grænser bliver vi dygtigere og klogere på os selv.
Fællesskab
Idræt skal bidrage til at udvikle engagerende fællesskaber. Idræt som organisationsform skal give adgang og kendskab til demokratiske principper. Mødet med andre gennem idræt udvider vores kulturelle indsigt og styrker vores forståelse og respekt for hinanden.
Missionen - det vi overordnet vil
DGI’s Verdenshold vil bidrage og engagere til bevægelse, livsglæde og forståelse i verden. Vi vil gennem vores gymnastikshows og workshops underholde og inspirere til en aktiv livsstil og styrke sund levevis. Vi vil med vores show vise det ypperste af dansk gymnastik. Vi vil søge og give udfordringer til at opnå dygtiggørelse og udvikling, og vi vil skabe fællesskaber for at opnå kulturel og menneskelig forståelse. Vi vil være ambassadører for en inkluderende, demokratisk og dynamisk idrætskultur.
Vi oplever bevægelse
Idræt og bevægelse skal være selvoplevet med alle sanser. Derfor forstår vi vores workshops og shows i sammenhæng – til deltagelse og til oplevelse.
Vi opliver verden
Med vores aktiviteter, væremåde og fortælling skaber vi livsglæde og energi.
Vi styrker sundheden
Vi vil bidrage til en sundere verden ved at inspirere til fysisk bevægelse og sund levevis – det viser vi gennem workshops og shows med udgangspunkt i dansk gymnastik
Vi søger udfordringer
Udfordringer skal bidrage til den personlige udvikling og til at styrke og opnå gymnastiske færdigheder. Dygtiggørelse og læring er vigtige elementer i alt hvad vi gør.
Vi skaber fællesskaber
Fællesskabet er et vigtigt omdrejnings-punkt. Det er forståelsen af holdånd, netværk og omverden. Derfor engagerer vi os lokalt og orienterer os globalt. Gennem fællesskaber vil vi opnå kulturel og menneskelig forståelse og almen dannelse.